Centralbankerne hæver renterne, obligationskurserne falder - og du står måske tilbage med ét stort spørgsmål: Hvordan beskytter og tilpasser jeg min portefølje, uden at gå glip af fremtidige muligheder?
Obligationer har længe været den “sikre” del af mange investorers portefølje, men i et miljø med stigende renter bliver dét billede vendt på hovedet. Pludselig er klassiske langrente-ETF’er ikke længere et slumretæppe, men en potentiel risikokilde, der kan trække dit samlede afkast ned.
I denne artikel viser kapitalindkomst.dk dig, hvordan du aktivt kan navigere i markeder, hvor renten kravler op ad stigen. Vi dissekerer de mekanismer, der får obligationskurser til at ryste, gennemgår de vigtigste nøgletal - og giver dig en praktisk guide til at sammensætte en ETF-portefølje, der kan klare mosten. Læs med, og lær hvordan du kan:
- forstå varighed, konveksitet og kreditspænd - og hvorfor de betyder mere end nogensinde
- vælge mellem kort, mellemlang eller lang eksponering uden at betale unødvendige omkostninger
- implementere strategier som FRN, inflation-linkers og laddering for at drage fordel af højere kuponer
Klar til at tage styringen over dine rente-risici? Så dyk ned i vores guide og gør dine obligations-ETF’er til en medspiller - selv i perioder med stigende renter.
Forstå effekten af stigende renter på obligations-ETF’er
Når renterne stiger, falder kursen på eksisterende obligationer, fordi deres kuponrenter pludselig ser mindre attraktive ud i forhold til nye papirer - den inverse relation mellem rente og kurs. Hvor kraftigt kursen falder, måles typisk ved varighed (duration) og konveksitet. Varigheden angiver en førsteordenstilnærmelse til det procentvise kurstab for hver 1 %-point rentestigning, mens konveksiteten justerer for, at relationen ikke er helt lineær (jo større konveksitet, desto mindre marginalt tab ved yderligere rentestigninger). I praksis betyder det, at en obligations-ETF med 2 års varighed falder cirka 2 % ved et 1 %-point renteløft, mens en ETF med 10 års varighed falder omtrent 10 % - alt andet lige. Varighed dækker dog ikke hele billedet, for rentekurvens hældning spiller også ind: stiger kun de korte renter, rammes korte obligationer hårdest; stiger de lange, rammes lange obligationer mest. En stejlt stigende kurve giver en “carry”-fordel til lange obligationer, mens en flad eller inverteret kurve kan gøre kortere papirer mere attraktive trods deres lavere varighedsrisiko.
Ud over nominalrenten bør du skelne mellem realrenter og inflationsforventninger; det er realrenten der især driver prissætningen af inflationsindekserede papirer, mens break-even inflation påvirker almindelige faste kuponobligationer. Endelig er kreditspænd (spreads) en helt anden risikokilde end rentefølsomhed: to obligationer med samme varighed kan bevæge sig meget forskelligt, hvis den ene er statsgaranteret og den anden high yield. I perioder med stigende renter vil investorer typisk kræve højere spreads for svagere udstedere, hvilket kan forstærke kursfaldene. Derfor bør du altid analysere (1) renterisiko målt ved varighed/konveksitet og (2) kreditrisiko målt ved spread-duration separat, når du vælger en obligations-ETF i et stigende rentemiljø.
Nøglekriterier når du vælger en obligations-ETF
Når renterne stiger, er varigheden din første forsvarslinje. En obligations-ETF med kort varighed (0-3 år) taber langt mindre kurs, når markedsrenten hopper et procentpoint, end en lang varighed (7-20 år). Kig derfor altid på effektiv varighed i faktaarket - ikke bare gennemsnitlig løbetid. Dernæst kommer kreditkvalitet: Statsobligationer og investment-grade selskabsobligationer har typisk lavere spread-risiko end high-yield, men kan til gengæld være mere følsomme over for ren renteudvikling. Overvej også sektor- og udstederkoncentration; brede benchmarks som Bloomberg Global Aggregate spreder risikoen, mens niche-ETF’er kan have tung vægt i få navne eller brancher. Selve obligations-typen har betydning: fast-forrentede papirer rammes direkte af rentestigninger, variabelt forrentede (FRN) justerer kuponen og dæmper volatiliteten, og inflationsindekserede beskytter mod uventede CPI-spring men kan stadig påvirkes af realrenter.
Derudover skal du adressere valutaeksponering. Mange globale ETF’er handler i USD eller EUR; en DKK-investor kan vælge hedgede andele, men betaler typisk 0,15-0,30 % ekstra i totalomkostningsprocent (TER). Apropos omkostninger: sammenlign TER, men tjek også handels-spread og AuM/likviditet; en TER på 0,10 % kan blive dyr, hvis købs-/salgskursen spænder 0,40 %. Store fonde (>1 mia. EUR) med dagligt volumen over 5 mio. EUR giver som regel strammere spreads. Vurder replikationsmetoden (fysisk vs. syntetisk) og om fonden låner værdipapirer ud; værdipapirudlån kan reducere nettoprisen, men øger modparts-risiko. Tjek også fondens politik under stresstest (for eksempel 2020’s likviditetskrise) - stoppede den indløsninger, eller klarede den presset?
Endelig har distributionspolitikken og danske skatteregler konkret betydning. Obligationer under en UCITS-struktur beskattes som udgangspunkt efter lagerprincippet i kapitalindkomst (≈37 % top) uanset om ETF’en er akkumulerende eller udbyttebetalende. Udbyttebetalte kuponer kan give løbende likviditet, men koster handelsomkostninger ved geninvestering. Gennemgå også benchmarket: Bloomberg Euro Corporate 1-5 Year giver helt andre rente- og kreditkarakteristika end ICE BofA Global High Yield, og forventet tracking error bør helst ligge < 0,30 % årligt for standardindeks. Kort sagt: kombiner varighed, kredit, obligations-type, valuta- og omkostningsanalyse for at finde den ETF, der bedst balancerer renterisiko og afkastpotentiale i et stigende rentemiljø.
Implementering i praksis under stigende renter
Første skridt er at sammensætte en robust portefølje, hvor den samlede effektive varighed holdes kortere end normalt. Det gøres typisk ved at blande traditionelle fastforrentede obligationer med floating-rate notes (FRN) og/eller inflationsindekserede papirer: FRN giver automatisk rentetilpasning, mens inflationslinkers beskytter realværdien, hvis prisstigningerne bider sig fast. Sigt desuden mod højere kreditkvalitet (f.eks. stats- eller investment grade-obligationer), så du ikke både rammes af rentestød og stigende kreditspænd. Resultatet er en portefølje, der stadig leverer løbende afkast, men hvis prisfald ved yderligere rentestigninger er mere begrænsede.
Næste overvejelse er geografisk eksponering og valuta-hedge. Renterne stiger sjældent synkront globalt, så en vis spredning på USA, eurozonen, Norden og emergent markets kan give bedre risikojusteret afkast. Men med udenlandske papirer følger valutarisiko; i de fleste danske depoter vil en EUR-hedget UCITS være skattemæssigt og operationelt nemmest, mens USD-eksponering kan give diversifikation, hvis man accepterer svingninger mod DKK. Tjek altid ETF’ens politik for fuld eller delvis kurssikring og omkostningerne herved, da de kan æde gevinsten ved højere kupon.
Brug derefter en ladder- eller trinvise køb-strategi. Køb fx kvartalsvis lige store andele af din obligations-ETF i stedet for ét stort klumpkøb; på den måde “gennemsnitser” du dig ind i den højere rente, efterhånden som den stiger. Kombinér med faste rebalanceringsregler: Hvis obligationsandelen falder under en bestemt vægt, køber du op - og omvendt sælger du ned ved kraftige rallys. Det tvinger dig til at købe billigt (højere effektive renter) og sælge dyrt (lavere renter), mens du holder den aftalte risiko.
Endelig bør du løbende lave scenarieanalyser: Hvor meget taber porteføljen, hvis 10-årig kernemarkedsrente stiger 100 bp? Brug nøgletal som yield-to-maturity (YTM), effektiv varighed og spread duration til at kvantificere både rente- og kreditrisiko. Sæt klare beslutningsregler for, hvornår du igen må forlænge varigheden - fx når YTM overstiger en foruddefineret tilstrækkelig margin over inflationsforventningen, eller når rentekurven normaliserer sig. På den måde er obligationsdelen konstant tilpasset det aktuelle makromiljø, i stedet for at blive fanget på det forkerte ben af en hurtigt skiftende rentecyklus.
Kapitalindkomst.dk