Medvirkende i Eyes Wide Shut

Stanley Kubrick valgte et bredt, internationalt cast til Eyes Wide Shut, og hver rolle - fra stjernerne på plakaten til de mest anonyme, maskerede gæster - er med til at skrue historiens trykkoger af begær, magt og paranoia i vejret. Nedenfor finder du et overblik over de vigtigste figurer og deres dramaturgiske funktion.

Hvordan karaktererne væver genrerne sammen

1. Dramaet drives af ægteskabets intimkonflikt mellem William og Alice - en dynamik, som Cruise og Kidman gør troværdig med mikroskopiske blikke, lange pauser og eksplosive konfrontationer.
2. Thrilleren sættes i gang, når Nick Nightingale introducerer det hemmelige selskab, og Victor Ziegler antyder farlige konsekvenser. Red Cloaks kolde autoritet og Milichs skumle butik holder publikum på tæerne.
3. Mysteriet folder sig ud via figurer, der forbliver tvetydige: Domino, Marion, den maskerede “Mysterious Woman”, receptionisten, ja selv Ziegler. Intet bliver forklaret fuldt ud, og den store rolleliste gør det umuligt at vide, hvem der trækker i trådene.

Resultatet er en film, hvor selv de mindste biroller bærer brikker til puslespillet. Kubricks cast er dermed ikke blot fyld; de er optiske illusioner, der reflekterer Harfords uro og holder tilskueren fanget i én lang, hypnotisk nat.

Eyes Wide Shut udspiller sig i et julet, sneklædt Manhattan, hvor den succesfulde læge Dr. William Harford (Tom Cruise) og hans hustru Alice (Nicole Kidman) tilsyneladende lever et perfekt overklasseliv. På en overdådig fest hos rigmanden Victor Ziegler (Sydney Pollack) flirt­ er de hver især, men først da parret senere samme aften deler en joint i soveværelset, bryder idyllen sammen: Alice afslører en alt­op­slugende fantas i om en fremmed flådeofficer, en længsel så stærk, at hun - havde hun haft chancen - ville have opgivet ægteskab og barn for en enkelt nat med ham.

William rammes af jalousi og tvivl. Da han få timer senere tilkaldes til en afdød patients hjem, sætter han i gang med en natlig odyssé gennem New Yorks dunkle baggader og dekadente saloner. Flirt med en gade­pige (Vinessa Shaw) og et mislykket forsøg på at forføre en sørgende datter munder ud i et gensyn med studievennen Nick Nightingale (Todd Field), der spiller klaver ved hemmelige selskaber. Nicks kryptiske besked - “denne nat er noget helt særligt” - lokker William til at anskaffe maske og kappe hos den farverige udlejer Milich (Rade Šerbedžija) og snige sig ind til den legendariske fest på en landvilla udenfor byen.

Her - i ceremonier badet i blåligt lys og indsvøbt i Jocelyn Pooks klagende kor - konfronteres han med et nøgent, maskeret publikum og et spil, hvor magt, sex og sociale hierarkier foldes ud som et subtilt skakparti. Da en mystisk kvinde (Abigail Good) advarer ham om, at han er i livsfare, flås illusionen væk: William er blot en ubuden gæst i en verden kontrolleret af usynlige kræfter.

De følgende døgn forsøger han at forstå konsekvenserne: Nick er forsvundet, Domino er indlagt med hiv-mistanke, og Ziegler kalder William til en konfrontation, hvor sandheder, løgne og trusler blandes i ét. Til sidst vender William hjem, knuget af masken - bogstaveligt talt - som ligger på hans pude. Han bryder sammen og bekender alt over for Alice. Filmen ender i et travlt juleindkøbscenter, hvor parret, nu ærlige men stadig usikre, lover hinanden at “do something very important… as soon as possible”.

Temaer og stilistiske greb

1. Begær & Fantasi: Alice og Williams fantasier stilles lige; filmen antyder, at ønsket - ikke handlingen - udfordrer parforholdets tryghed. Kubrick lader kameraet kredse om karaktererne med langsomme track-skud, så publikum nærmest glider ind i deres begær.
2. Jalousi & Skyld: Williams vandring bliver et selvstraffende ritual. Hver mislykket forførelse spejler hans skyld, mens julelysene - symbolske for renhed - kaster skarpe skygger, der minder os om mørket under facaden.
3. Identitet & Masker: Maskeballet konkretiserer temaet - hvad sker der, når social status og ansigt skjules? William er både insider (overklasselæge) og outsider (uindviet), hvilket understreger filmskaberens spørgsmål om, hvorvidt identitet er medfødt eller påført.
4. Magt & Klasse: Ziegler personificerer den skjulte elite: Han kan arrangere dødelige ritualer og feje dem af vejen med et glas ægte Scotch. Kubrick fremhæver klasseskel gennem scenografi - William kører taxa, mens Ziegler svæver i heli­kopter­agtig rigdom.
5. Musikalsk atmosfære:
   • Ligeti’s Musica Ricercata II - et enkelt, repeteret klavermotiv - fungerer som Williams bankende hjerte og øger spændingen.
   • Pooks omvendte gregorianske kor giver orgiet rituelt ekko, mens Shostakovich’ vals fra Suite for Variety Orchestra danser ironisk henover bourgeoisiens champagneglimt.

Resultatet er en filmisk labyrint af tvetydigheder, hvor publikum - ligesom William - må navigere mellem drøm og virkelighed. Kubrick efterlader os uden endeligt svar, men med en fornemmelse af, at opgøret med vores egne fantasier måske er den højeste pris, vi betaler for at holde parforhold og identitet samlet.

Eyes Wide Shut markerer afslutningen på Stanley Kubricks legendariske karriere og blev til i et komplekst britisk-amerikansk samarbejde, der på mange måder matcher filmens gådefulde stemning.

Optagelserne foregik primært i London-området, hvor Kubrick lod realistiske kulisser erstatte New Yorks gader. Det minutiøse arbejde - herunder verdens måske længste sammenhængende optageperiode for en spillefilm - sikrede, at instruktøren bevarede fuld kreativ kontrol helt frem til den endelige klipning. Warner Bros. satte en massiv marketingmaskine i gang op til sommeren 1999, og filmen åbnede til både fascination og kontrovers: Publikum blev draget af den drømmeagtige billedside, mens rating-myndighederne diskuterede de eksplicitte seksuelle temaer.

I dag står Eyes Wide Shut som et teknisk og tematisk svendestykke, hvor produktionens nøglefakta indrammer Kubricks næst til obsessive stræben efter perfektion - en stræben der har gjort filmen til et uomgængeligt punktum for én af filmhistoriens største auteurs.

Stanley Kubrick var notorisk detaljeorienteret, og i Eyes Wide Shut betyder det, at selv de mindste biroller gemmer på små historier og interne vittigheder. Her er nogle nørdede godbidder fra rulleteksterne:

1. Producenten der trådte ind foran kameraet
   Executive-producer Brian W. Cook er ikke kun manden bag kubricksk logistik - han optræder også som den stoiske “Tall Butler”, der eskorterer Dr. Harford gennem Ziegler-palæets mareridtsagtige korridorer.
2. Kubricks højre hånd bag den røde kappe
   Instruktørens mangeårige assistent Leon Vitali skjuler sig - næsten - i rollen som den uhyggelige ceremoni­mester Red Cloak. Vitali har tidligere coach’et skuespillere for Kubrick; her styrer han i stedet en hel kult.
3. Masket mystik i syv variationer
   Intet mindre end syv skuespillere er blot krediteret som “Masked Party Principal”. Bag de udskårne ansigter finder man bl.a. Abigail Good, Colin Angus og Karla Ashley - med hver sin unikke maske, men uden replikker. Hemmelighedsfuldheden er så stor, at man stadig debatterer, hvem der er hvem i den ikoniske orgiescene.
4. “Rowdy College Kids” - et helt hold statister med attitude
   Seks unge mænd (Dan Rollman, Gavin Parry, Chris Pare, Adam Lias, Christian Clarke og Kyle Whitcombe) får fælles­krediteringen “Rowdy College Kid”. De står for filmens mest jordnære chikane, da de råber efter Cruise midt i hans natlige vandring.
5. Krydsklip mellem kontinenter - men ét fælles sprog
   Filmen er en britisk-amerikansk co-produktion, optaget i London, men dialogen er 100 % engelsk-amerikansk. Indendørs­sets af New York-gader blev opført i Pinewood Studios - selv gadelygterne er importeret for autenticitet, mens skuespillerne skifter problemfrit mellem britiske og amerikanske accenter.
6. Personlige connections
   • Michael Doven, Tom Cruises mangeårige assistent, spiller Ziegler-sekretær.
   • Togo Igawa og Eiji Kusuhara - to japanske forretnings­mænd - var begge bosat i London og hyppige ansigter i britiske film, endnu et eksempel på Kubricks “lokale globalisme”.
7. Statistisk nørdefakta
   Med over 80 navngivne medvirkende på 159 minutters spilletid introducerer filmen i gennemsnit en ny karakter hver anden minut - en væsentlig brik i den labyrint af identiteter, der holder publikum i konstant tvivl.

Sammenlagt viser krediteringerne, hvordan Kubrick skaber et foruroligende univers, hvor selv små roller - fra høje butlere til maskerede statister - bidrager til den hypnotiske usikkerhed, der gør Eyes Wide Shut til en film, man kan blive ved med at opdage nye lag i.